Årbøgerne fra Historisk Samfund kan købes ved henvendelse til foreningens kasserer. Priser er incl. moms, men uden forsendelse. Send e-mail

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Septembertur til Skåne

Den 1. september drog 34 forventningsfulde medlemmer af Historisk Samfund af sted med en af Nilles busser for at indtage den gamle danske landsdel, Skåne. Turen gik med færge fra Århus, tværs over Sjælland og Øresundsbroen til Malmø, der var første stop. Her så vi Malmøhus, hvor Frederik II i sin tid slog sine folder og drak sine glas, mens der endnu ikke var tænkt på den supermoderne bygning i nærheden, "Turning Torso" med 54 etager. Fra Malmø kørte vi til Lund, hvor vi før indkvartering på hotel Skandic Star besøgte domkirken, det gamle sæde for den danske ærkebisp - og hilste på jætten Find i krypten. Aftenen var helliget Skånelandet historie, idet pastor Karl Erik Weggerup fra Malmø kom og fortalte ud fra en skånsk synsvinkel om Skånes oprindelige tilknytning til Danmark og om den forsvenskning, der fandt sted efter afståelsen i 1658. Det meget engagerede foredrag og hele Skånes historie sad nok i baghovedet de næste par dage, hvor turen gik til danske kulturminder.

Den første dag gik turen til det sydvestlige hjørne af Skåne, den lille charmerende by Falsterbo, hvor de store sildefiskerier og sildemarkeder fandt sted i middelalderen. Vi blev vel modtaget på ægte skånsk af Bengt Carlson på det lille, men interessante museum, hvorefter turen gik til den store Sct. Gertruds kirke og senere til den lille slotsruin med de mange myg. Næste stop var den gamle købstad Ystad, hvor vi så den store og rigt udsmykkede Mariakirke, inden frokosten på restaurant Bryggeriet og besøget på ruinerne af det gamle Gråbrødrekloster.

Efter en kaffepause nåede vi frem til den store landsbykirke i Dalby, nogle få år i 1000-tallet bispesæde for biskop Egino. I det ydre en dansk landsbykirke, men som alle svenske middelalderkirker smurt over med noget, der ligner risengrød. Da kirken allerede var lukket, blev der tid til at besøge mindesmærket for slaget ved Lund i 1776, hvor over 8.000 danske og svenske soldater blev dræbt. Et rædselsfuldt monument fra omkring 1900, men heldigvis godt gemt for offentligheden.

Næste dag gik turen igen til den spændende Dalby kirke, hvis indre vi nu oplevede. Derefter fulgte en lang bustur til Ravlunda kirke i det sydøstlige Skåne. Der blev lejlighed til i det smukke sensommervejr at opleve det skånske landskab med mindelser om dansk byggeskik, og der blev holdt udkig efter den rødhovede glente, som der var mange af. I kirken fortalte en indskrift om en svensk massakre på en af de skånske landsbyer under forsvenskningsprocessen, og på kirkegården dvælede vi ved forfatteren Fritsjof Nilsson "Piraten"s grav. Midt i besøget blev vi pludselig ført 50 år tilbage i tiden, da et damplokomotiv med et veterantog prustede sig igennem landskabet.

Så videre til kongegraven i Kivik, med spændende helleristninger fra bronzealderen og forbi frugtplantager til frokost i Simrishamn. Derfra forbi runestenen ved Simris kirke til middelalderborgen Glimmingehus, et af turens mange højdepunkter. På hjemvejen endnu et besøg ved en af de gamle danske landsbykirker med overflade af risengrød. Denne gang Everløw, hvor vi så kalkmalerier.

Begge dage blev turen ledet af Ingrid Dora Jarnbjer, født i København, bosat i Hälsingborg. Kyndigt og engageret guidede hun os rundt i landsdelen. Hjemrejsen foregik søndag og sluttede for Skånes vedkommende med et besøg på det gamle stærkt ombyggede Bosjø Kloster, engang ejet af Corfitz Ulfeldt. Her var der Skånemarked. Uden den store vildskab, men med masser at se på, og så kunne man købe "spetskake", en særlig skånsk og meget sød specialitet.

Fra Bosjø Kloster gik turen over Hallands Ås ind i Halland og frem til Varberg, hvor vi spiste frokost på den gamle danske fæstning og gik på museum for bl.a. at se den kugle, der dræbte kong Karl XII. Derfra til Göteborg og med færge til Vendsyssel.

 

 

 

 

  Historisk Samfund for Vendsyssel har til formål at udbrede kendskabet til Vendelboernes historie - men hvad er det egentligt medlemmerne får?
Samfundets flagskib er Vendsyssel Årbog med artikler om alle sider af Vendsyssels historie fra oldtid til nutid.
Optakten til årets generalforsamling er altid en udflugt, med indblik i en del af landsdelenes historie, hvor de historiske steder bliver præsenteret af kyndige guider. Hvert andet år er der en længere udflugt til områder der har eller har haft indflydelse på Danmarks historie.